Foto: Colourbox
28.08.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke forskelsbehandling at sænke rumtemperaturen til 19 grader

En kvindelig medarbejder klagede over forskelsbehandling på grund af køn, fordi hun mente, at kvinderne ville blive ramt hårdere på arbejdsmiljø og produktivitet end mændene, da virksomheden sænkede rumtemperaturen til 19 grader. Ligebehandlingsnævnet fandt frem til, at sænkningen af temperaturen ikke var i strid med ligebehandlingsloven.

Klagede, da virksomheden sænkede rumtemperaturen

Sagen handlede om, hvorvidt det var i strid med ligebehandlingsloven, at en virksomhed sænkede rumtemperaturen på arbejdspladsen 19 grader.

Kvinden anførte i klagen, at det forhold, at man sænkede rumtemperaturen til 19 grader i lokalerne, gjorde, at de opleves koldere for kvinder end for mænd.

Henviste til kønsforskel i oplevelse af behagelig rumtemperatur

Som støtte for sin klage henviste kvinden til nogle videnskabelige undersøgelser, som viste at en behagelig arbejdstemperatur for kvinder var 23 grader, mens en behagelig temperatur for mænd var 21 grader. 

De videnskabelige undersøgelser anførte endvidere, at man i mange år havde anerkendt 21 grader som den korrekte rumtemperatur, men kun, fordi man i en del af de ældre videnskabelige undersøgelser kun havde målt effekten på mænd.

Kvinden anførte på den baggrund, at problemet med rumtemperaturen blev værre for kvinder, når denne sænkes til 19 grader, da temperaturen så lå fem grader under den temperatur, hvor kvinderne havde bedst velvære, fik færrest temperaturrelaterede sygdomme og ikke mindst er mest produktive.

Kvinden mente, at hvis sparreeffekten skulle være den samme for begge køn, skulle mændene arbejde i lokaler, hvor temperaturen var 16 grader.

På den baggrund, gjorde kvinden gældende, at virksomheden ved at sænke rumtemperaturen havde skabt et miljø, hvor kvinder blev hårdere ramt på helbredet og ikke mindst produktiviteten end mænd, og at der derfor var tale om bevidst forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnets vurderede, at kvindens oplysninger om, at de lavere rumtemperaturer oplevedes koldere for kvinder end for mænd, ikke kunne føre til, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at virksomheden havde udsat kvinden for ringere behandling på grund af kvindens køn.

Kvinden fik derfor ikke medhold i sagen.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlings afgørelse af 21. april 2023 i sag nr. 22-60024.

DI's råd

Afgørelsen viser ligebehandlingslovens regler om ”delt bevisbyrde”.

Ifølge ligebehandlingsloven skal en lønmodtager påvise ”faktiske omstændigheder” som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Hvis lønmodtageren har påvist faktiske omstændigheder, skal arbejdsgiveren herefter bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

I denne sag var oplysningerne om, at de lavere rumtemperaturer oplevedes koldere for kvinder end mænd, ikke nok til, at Ligebehandlingsnævnet vurderede, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at sænkning af rumtemperaturen til 19 grader udgjorde en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Læs mere om Ligebehandling - Køn, graviditet og barsel - DI (danskindustri.dk) 

Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Indeklima - temperatur - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.