Foto: Colourbox
15.08.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Undgå bøvl med bankkonto til internationale medarbejdere

Virksomheder oplever fortsat, at deres internationale medarbejdere har svært ved at få en dansk bankkonto. DI har i den forbindelse udsendt spørgsmål til 330 medlemsvirksomheder, der deltager i HR-Netværk om Internationale Medarbejdere, om hvorvidt de har fundet en løsning på udfordringen. DI har også fået et par ord med fra Finanstilsynet, der kan gøre det nemmere at få adgang til en dansk bankkonto.

Det er en kendt sag, at en medarbejder fra et tredjeland skal have en dansk bankkonto for at bevare sin danske arbejdstilladelse. Udfordringen ligger i, at medarbejdere ofte får afslag på en konto, eller at sagsbehandlingstiderne er meget lange og ofte går ud over de første lønudbetalingsperioder.

For at få en arbejdstilladelse er det et krav, at medarbejderen har en dansk bankkonto, hvor løn optjent i Danmark skal indbetales. Hvis virksomheden ikke kan indbetale pengene på en dansk konto ved ophold her i landet ved arbejde i mere end 90 dage, så er betingelserne for at beholde arbejdstilladelsen ikke til stede, og medarbejderen kan risikere at få inddraget sin arbejdstilladelse. Virksomheden kan i det værste tilfælde få en bøde for brug af ulovlig udenlandsk arbejdskraft.

Der skal være tale om en personlig konto til medarbejderen, før kravet om en dansk bankkonto er opfyldt. Man kan ikke oprette en virksomhedskonto eller bruge en anden persons konto til udbetaling af medarbejderens løn.

Virksomhederne finder vej til en bankkonto

DI´s undersøgelse hos medlemmerne af HR-Netværk om Internationale Medarbejdere i juni måned viste, at der fortsat er udfordringer med at få en konto til medarbejdere fra udlandet.

Men virksomhederne melder tilbage, at der er en vej til en dansk bankkonto. De beretter nemlig, at Lunar Bank kan oprette en basal konto til medarbejdere fra udlandet, hvor der ikke er længere sagsbehandlingstid end til den første lønkørsel. Danske Bank bliver også i den sammenhæng nævnt med en sagsbehandlingstid på ca. 10 dage.

Desuden melder virksomhederne, at den personlige kontakt med bankerne i mange tilfælde er med til at skabe den nødvendige relation, der gør oprettelsen af en konto nemmere for virksomhedens medarbejdere. Det er via dialogen med banken, at medarbejderne bliver tilstrækkeligt oplyst om, hvordan de lever op til bankernes dokumentationskrav, og hvilken slags konto de kan få.

Finanstilsynet bekræfter

Finanstilsynet bekræfter, at de er bekendt med udfordringerne med at få en dansk bankkonto, hvilket de efter et positivt samarbejde med DI også påpegede over for bankerne i 2022.

Bankerne har nemlig en pligt efter lov om betalingskonti til at svare inden for 10 dage, om medarbejderen har ret til en bankkonto i Danmark. Denne frist gælder dog kun ved oprettelse af en basal bankkonto. Fristen på 10 dage løber fra den dag, en person ansøger om at åbne en konto. Finanstilsynet har oplevet, at internationale medarbejdere har ansøgt om andre konti i bankerne end en basal konto, og det har medført afslag på en konto og ført til lange sagsbehandlingstider.

Oplys om basal konto

Netværksmedlemmernes tilbagemeldinger og Finanstilsynets råd peger på, at det er særdeles vigtigt, at medarbejderne ved ansøgning om en bankkonto oplyser, at de ønsker at åbne en basal konto i banken, og det er også en god idé at bevare den gode dialog med sin bank for at opnå den nødvendige rådgivning om dokumentationskrav og anden information, der er relevant for ansøgningen om en basal konto.

DI følger fortsat udfordringerne med at oprette en dansk bankkonto til internationale medarbejdere, og håber, at ansøgninger, der specifikt oplyser ønsket om en basal konto kan føre til, at flere virksomheder oplever, at deres medarbejdere hurtigt får en konto, og at sagsbehandlingstiderne opleves kortere.

Læs mere om Internationale medarbejdere - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.