Ingen ekstra betaling til reservechauffører med skiftende arbejdssteder
En faglig voldgift har afgjort, at afløsere for rutebuschauffører med ét arbejdssted i ansættelseskontrakten, som bliver bedt om at arbejde på et andet arbejdssted, ikke skal have kørselsgodtgørelse eller merarbejdstid for den ekstra transport.
Betalt kørselsgodtgørelse og merarbejdstid til andet arbejdssted
Sagen handlede om, hvorvidt en buschauffør, der var ansat som timelønnet afløser (reservechauffør) med kun ét arbejdssted i ansættelseskontrakten, har krav på kørselsgodtgørelse og merarbejdstid efter § 11 om tjeneste på andre ruter i Landsoverenskomst for rutebilkørsel i Provinsen, hvis reservechaufføren bliver tilbudt at arbejde fra et andet arbejdssted.
Efter § 11 i Landsoverenskomst for rutebilkørsel i Provinsen har fastansatte chauffører kun ét arbejdssted, men er forpligtede til at arbejde fra andre arbejdssteder, hvis virksomheden finder behov for det. Chaufføren skal have kørselsgodtgørelse og merarbejdstid for den ekstra transport til andet arbejdssted.
Forskel på fastansatte og reserver
Parterne var enige om, at hvis det fremgår af ansættelseskontrakten, at reservechaufføren har mere end ét arbejdssted, har reservechaufføren ikke ret til kørselsgodtgørelse og merarbejdstid efter overenskomsten, selv om chaufføren arbejder fra flere arbejdssteder. Tvisten var altså kun, om reservechaufføren har krav på betaling, hvis der kun fremgår ét arbejdssted af ansættelseskontrakten.
Forbundet mente, at reservechauffører har krav på kørselsgodtgørelse og merarbejdstid for den ekstra transport på samme måde som de fastansatte chauffører, når de kun har ét arbejdssted i deres ansættelseskontrakt. Forbundet gjorde på denne baggrund krav på efterbetaling af kørselsgodtgørelse og løn for merarbejdstid for alle de gange, chaufføren havde kørt fra et andet arbejdssted.
Virksomheden mente, at overenskomstens bestemmelse om kørselsgodtgørelse og merarbejdstid efter sin ordlyd og sit formål ikke omfatter reservechauffører. Virksomheden afviste derfor, at chaufføren havde et krav på efterbetaling. De anførte, at der var tale om en fejl i ansættelseskontrakten, der ikke havde haft nogen betydning for chaufføren, som vidste, at det var almindeligt, at reservechauffører kører fra flere arbejdssteder, samt at chaufføren kan sige nej til tilbudt arbejde.
Intet krav på kørselsgodtgørelse og merarbejdstid
Dommeren nåede frem til, at overenskomstens bestemmelse om kørselsgodtgørelse og merarbejdstid for tjeneste på andre ruter ikke gælder for reservechauffører, selv om de kun har ét arbejdssted i deres ansættelseskontrakt. Dommeren lagde vægt på, at overenskomsten ikke kræver, at reservechauffører har ét udkørselssted, samt at reservechauffører, i modsætning til fastansatte chauffører, ikke er forpligtet til at påtage sig en vagt. Dommeren mente ikke, at dette udgangspunkt skulle fraviges, selv om reservechaufføren kun havde ét arbejdssted anført i ansættelseskontrakten.
DI førte sagen for virksomheden.
Nyheden er baseret på kendelse af den 28. august 2023 i faglig voldgiftssag 2022-1517.
DI's råd
Kendelsen fastslår, at der ikke gælder de samme beskyttelseshensyn for reservechauffører og fastansatte chauffører, fordi reservechauffører kun kan anvendes til begrænsede arbejdsopgaver og altid kan sige nej til en vagt. Reservechaufføren vælger derfor selv, om han vil acceptere at møde på det tilbudte arbejdssted.