Foto: Colourbox
18.09.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Leders chikane foran kolleger udløste godtgørelse på 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at en leders diskriminerende omtale af en medarbejder var chikane og udgjorde en krænkelse af ligebehandlingsprincippet. Medarbejderen fik derfor tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr

Diskriminerende chikane førte til sygemelding

Medarbejderen var virksomhedens bedste sælger. Dette blev hædret på et afdelingsmøde i marts 2021. På mødet sagde lederen følgende foran klagers kolleger: ”Vi har en indvandrerdreng, der godt kan lide at gå kanvas.”

Lederen omtalte også medarbejderen som ”halalsvin” på et distriktsmøde i maj 2021, hvor der blev udloddet en salgskonkurrence med en præmie på 500 kr.

Medarbejderen blev herefter sygemeldt med stress i perioden juni til august 2021. Han vendte delvist tilbage til arbejdet i begyndelsen af august 2021 med en gradvis optrapning af arbejdstiden.

Problemer med løn og opsigelse

I slutningen af august 2021 kontaktede medarbejderen sit fagforbund om beregning af løn under sygdom, hvor han også omtalte lederens diskriminerende adfærd.

I starten af september 2021 blev medarbejderen igen fuldtidssygemeldt, og i slutningen af september blev han opsagt med fratrædelse ved udgangen af december 2021 under henvisning til sit høje fravær og udsigten til yderligere fravær.

Medarbejderen klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af race og etniske oprindelse i forbindelse med lederens udtalelser om medarbejderen samt den senere lønafregning og opsigelse.

Fejl i løn og opsigelse var ikke forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet kom frem til, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder om at have været udsat for chikane i relation til sin race og etniske oprindelse. Nævnet vurderede, at virksomheden, der ikke afviste, at chefen skulle have fremsat de konkrete udtalelser, ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Medarbejderen fik derfor medhold i denne del af klagen.

Nævnet lagde til grund, at medarbejderen under sin sygemelding fik udbetalt en for lav løn. Nævnet mente dog ikke, at der var grund til at antage, at virksomhedens beregning af klagers løn under sygdom eller efterfølgende opsigelse havde en sammenhæng med klagers race eller etniske oprindelse.

Medarbejderen fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

På baggrund af et samlet skøn, herunder karakteren og alvoren af overtrædelsen, fik medarbejderen tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Nævnet lagde her vægt på karakteren af udtalelserne fremsat foran klagers kolleger ved to forskellige episoder.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 21. april 2023 i sag nr. 9374 (j.nr. 21-49574).

DI's råd

Sagen viser i tråd med lignende sager, at chikane i relation til en persons race og etniske oprindelse som udgangspunkt udgør forskelsbehandling. Det følger heraf, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til arbejdsvilkår, og virksomheder kan ved chikanøs forskelsbehandling blive pålagt at betale en godtgørelse. Virksomheder har derfor pligt til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed og i et rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane.

DI anbefaler, at virksomhederne har en tydelig personalepolitik om, hvilken omgangstone og generel social adfærd, medarbejderne skal udvise over for hinanden på arbejdspladsen, samt hvordan virksomheden aktivt sætter ind over for tilfælde af chikane og sikrer, at medarbejderne har et godt psykisk arbejdsmiljø.

Sagen illustrerer samtidig, at den omstændighed, at en medarbejder har været udsat for chikanøs adfærd under ansættelsen på grund af f.eks. race eller etnisk oprindelse i strid med forskelsbehandlingsloven, ikke i sig selv medfører, at en senere forkert lønafregning og opsigelse også er i strid med forskelsbehandlingsloven, hvis medarbejderen ikke i forhold til den forkerte lønafregning og opsigelse kan påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til en formodning for forskelsbehandling.

Læs mere om Mobning og chikane - DI (danskindustri.dk).

Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.