Foto: Colourbox
23.01.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Akkord svarer til en tidsbegrænset ansættelse - også for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter

En faglig voldgift har slået fast, at en tillidsrepræsentant og en arbejdsmiljørepræsentant, som begge skulle på forældreorlov, ikke kunne anse sig som opsagte, fordi akkordarbejdet sluttede. Deres fratrædelse var derfor ikke i strid med tillidsrepræsentantbeskyttelsen.

Sagen kort

Spørgsmålet i denne faglige voldgift var, om princippet om, at ophøret af akkordarbejde svarer til ophøret af en tidsbegrænset ansættelse, også gjaldt for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter under Bygningsoverenskomsten.

Sagen handlede om to akkordansatte svende, der begge arbejdede på en byggeplads, hvor deres akkordarbejde stod overfor afslutning. Den ene medarbejder var tillidsrepræsentant, og den anden var arbejdsmiljørepræsentant på den midlertidige byggeplads. Begge medarbejdere skulle på forældreorlov.  

Parterne var enige om, at akkorden blev færdiggjort, og at ansættelsen af de to svende ophørte som følge af akkordens ophør. Men forbundet mente, at de som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant var beskyttet mod opsigelse af Bygningsoverenskomsten, og at deres fratrædelse efter akkordens ophør derfor var i strid med tillidsrepræsentantbeskyttelsen i overenskomsten.

Ansættelsen slutter, når akkorden ophører

Dommeren startede med at fastslå, at efter Bygningsoverenskomstens § 34, stk. 6, ophører et akkordansættelsesforhold, som det klare udgangspunkt, når akkorden er afsluttet, og at en evt. fortsat ansættelse efter afslutning af en akkord er betinget af aftale.

Et sådant opgavebestemt eller tidsbegrænset ansættelsesforholds ophør kan ikke ansættelsesretligt anses som en opsigelse.

Regler for tillidsrepræsentanter i Bygningsoverenskomsten

I forhold til Bygningsoverenskomstens regler om beskyttelse af tillidsrepræsentanter mod opsigelse, slog dommeren fast, at udgangspunktet i overenskomstens § 62, stk. 14 er, at en virksomhed har ret til at opsige en tillidsmand som enhver anden medarbejder.

Bestemmelsen beskytter en tillidsrepræsentant mod arbejdsgiverens opsigelse for at udøve sit hverv som tillidsrepræsentant, men der er ikke i ordlyden af Bygningsoverenskomstens akkordregler om ansættelsesophør ved akkordophør gjort undtagelse for tillidsrepræsentanter.

Der er heller ikke i overenskomstens regler om beskyttelse af tillidsrepræsentant mod opsigelse gjort udvidelse, så reglerne omfatter fratrædelse ved udløb af en aftalt opgavebestemt eller tidsbegrænset ansættelse til udførelse af en akkord på en midlertidig byggeplads.

Kombinationen af akkordansættelse og pladsvalgt tillidsrepræsentant betyder derfor, at ansættelsen ophører, når akkorden er opfyldt, og at tillidshvervet bortfalder, når ansættelsen ophører.

Virksomheden frifundet

Selv om to tidligere kendelser fra slutningen af 1970’erne, hvor der også var tale om tillidsvalgte i akkord, evt. kunne læses som fravigende af disse udgangspunkter og principper konkluderede dommeren, at kendelserne er udtryk for, at der kan foreligge konkrete omstændigheder, hvorefter den tillidsvalgtes ansættelsesforhold ikke kan anses for tids- eller opgavebegrænset til den enkelte akkord. Der er tale om afgørelser, som konkret forholder sig til, om en opgave- eller tidsbegrænset akkordansættelse er blevet til en vedvarende ansættelse på den pågældende plads.

Dommeren konkluderede derfor, at de to svende kun ville kunne anse sig selv for opsagt ved udløb af en akkordansættelse, hvis deres ansættelse ikke kunne anses for tids- eller opgavebegrænset, men som en vedvarende ansættelse på pladsen. Dommeren fandt ikke dette bevist, og de to svendes fratræden var derfor ikke en opsigelse efter overenskomstens regler for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.

Virksomheden blev derfor frifundet.

DI førte sagen for virksomheden. 

Nyheden er baseret på kendelse i faglig voldgift af 2. januar 2024 i FV 2023-796.

DI's råd

Afgørelsen er i tråd med tidligere fagretlig praksis i forhold til kvalificeringen af arbejde i akkord som reelt en tidsbegrænset ansættelse, hvor ansættelsen stopper, når akkordarbejdet er færdigt. Den deraf følgende fratræden udgør dermed ikke en opsigelse i hverken ligebehandlingslovens eller overenskomstfastsatte regler for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanters forstand.

Læs mere om Tillidsrepræsentanter - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Arbejdsmiljørepræsentanter - rådgivning for arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Opsigelse af medarbejderrepræsentanter - rådgivning - DI - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.