Foto: Colourbox
28.05.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Afskedigelse skal forstås fra opsigelsestidspunkt

En faglig voldgift har truffet afgørelse i en sag om tolkning af Industriens Overenskomst, § 38, stk. 7. Afgørelsen fastslår, at ”afskedigelsen” skal forstås som det tidspunkt, hvor medarbejderen får meddelelse om opsigelsen. Det får betydning for lønnen ved genansættelse.

Ret til hidtidig løn

Sagen handlede om, hvordan udtrykket ”afskedigelsen” i § 38, stk. 7, i Industriens Overenskomst skal forstås. Denne regel giver ret til samme løn, hvis man genansættes inden for 9 måneder fra ”afskedigelsen”.

CO-industri mente, at udtrykket skulle forstås som fratrædelsestidspunktet, mens DI argumenterede for, at det skulle forstås som det tidspunkt, hvor medarbejderen får meddelelse om opsigelsen.

Konflikten bag sagen

Konflikten opstod i forbindelse med genansættelse af medarbejdere, der havde været opsagt på grund af nedlukning i forbindelse med COVID-19. Flere medarbejdere blev genansat i deres tidligere stilling inden 9 måneder efter deres fratræden, men mere end 9 måneder efter det tidspunkt, hvor de fik deres opsigelse meddelt. Der opstod spørgsmål om, hvorvidt de efter § 38, stk. 7 havde krav på samme løn som under deres oprindelige ansættelse, da de generelle lønninger nu var lavere efter nedlukningen.

Almindelig sprogbrug afgørende

Dommeren afgjorde, at udtrykket "afskedigelsen" i § 38, stk. 7 efter almindelig sprogbrug mest nærliggende må forstås som det tidspunkt, hvor den pågældende medarbejder får meddelelse om afskedigelsen, og ikke som det senere tidspunkt, hvor fratrædelse i tilfælde af opsigelsesvarsel faktisk sker.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på afgørelse af 26. april 2024 i faglig voldgift i sag nr. FV2023-604.

DI's råd

Sagen belyser de særlige regler om genansættelse i Industriens Overenskomst. Ved genansættelse kan medarbejderen i visse tilfælde have ret til samme løn som hidtil, hvis tiltrædelse sker inden for 9 måneder fra opsigelsesdatoen. Men anciennitet generhverves efter 9 måneder regnet fra fratrædelsesdatoen efter § 38, stk. 4. Dette skal virksomheder tage højde for ved genansættelse af medarbejdere.

Læs mere om  Industriens Overenskomst - DI (danskindustri.dk)

Overenskomster

Industriens Overenskomst

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.