Foto: Colourbox
21.05.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Berettiget at opsige medarbejder med 37 års anciennitet uden påtaler eller advarsler

Afskedigelsesnævnet har afgjort, at det var sagligt og proportionalt at opsige en medarbejder, som havde solgt overskydende byggemateriale og byggeaffald i strid med virksomhedens retningslinjer. Det gjorde ingen forskel, at medarbejderen havde 37 års anciennitet og ikke tidligere havde modtaget påtaler eller advarsler.

Manglende overholdelse af interne retningslinjer

Opsigelsen af medarbejderen skete på baggrund af, at medarbejderen havde overtrådt virksomhedens interne retningslinjer for håndtering af overskydende byggematerialer og byggeaffald.

Begrundelsen for opsigelsen

I afskedigelsesbrevet fra 22. august 2023 anførte virksomheden følgende som begrundelse:

"Afskedigelsen er begrundet i, at du har handlet i strid med de gældende retningslinjer for overskydende byggemateriale og byggeaffald, og det anser jeg som et tillidsbrud. Derfor har jeg ikke længere tillid til det fortsatte samarbejde."

 Medarbejderen solgte i arbejdstiden, sammen med en kollega, en palle med affaldskabler til en skrothandler, som de fik 515 kr. for kontant uden at modtage en kvittering.

Salget af affaldskablerne/skrottet var ikke godkendt af ledelsen og var ikke en del af medarbejderens normale arbejdsopgaver.

Medarbejderen informerede ikke virksomheden om salget, hverken gennem e-mail eller sms, og pengene blev ikke efterladt på virksomheden – selvom der var et pengeskab på lageret, hvor pengene kunne lægges i.

Umiddelbart efter salget tog medarbejderen 7. august 2023 på ferie. Medarbejderen vendte retur fra ferie 21. august dagen før hans opsigelse, hvor han ikke tog kontakt til sin daglige leder for at informere om salget.

Først efter et mæglingsmøde 22. september 2023 betalte medarbejderen de 515 kr. tilbage til virksomheden.

Dommerens tilkendegivelse

Det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at medarbejderen kendte eller burde kende med virksomhedens retningslinjer.

Medarbejderne blev orienteret om retningslinjerne via sms på deres arbejdstelefon og kunne desuden læse retningslinjerne på virksomhedens personaleside, som de kunne tilgå via en app, der var installeret på deres arbejdstelefon.

Dommeren var enig i virksomhedens vurdering af, at der var tale om et så alvorligt tillidsbrud, at virksomheden ikke længere kunne have tillid til det fortsatte samarbejde med medarbejderen, selv om medarbejderen havde været ansat i virksomheden i 37 år, og ikke tidligere havde modtaget påtaler eller advarsler.

Dommeren var desuden enig med virksomheden i, at en skriftlig advarsel ikke ville være tilstrækkelig i denne situation. Han tilkendegav, at opsigelsen af medarbejderen var rimeligt begrundet i medarbejderens forhold og dermed både var saglig og proportional.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Afskedigelsesnævnets tilkendegivelse af den 23. april 2024 i sag nr. 20230837.

DI's råd

Denne sag sætter et særligt fokus på vigtigheden af at overholde interne retningslinjer, uanset anciennitet, og understreger ligeledes betydningen af tillid i et arbejdsforhold.

Det er derfor vigtigt, at I som virksomhed har klare og skriftlige retningslinjer som blandt andet kan stå i personalehåndbogen.

Læs mere Personalehåndbog - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Opsigelse - rådgivning, beregnere og skabelon - Dansk Industri - DI

Skabeloner

Skabelon til opsigelse

Hent

DI's Opsigelsesberegner

Start

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.