Foto: Colourbox
28.05.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Dømt til at betale 3,75 mio. kr. for underbetaling

En faglig voldgift har afgjort, at en bulgarsk virksomhed, som opførte en solcellepark i Danmark, skal betale forbundet 3,75 millioner kroner, fordi virksomheden havde underbetalt de bulgarske medarbejdere, der udførte arbejdet.

En bulgarsk virksomhed, som var omfattet af Bygge- og Anlægsoverenskomsten, blev indklaget af forbundet for ikke at have aflønnet sine bulgarske medarbejdere korrekt i forbindelse med arbejdet på en solcellepark i Danmark. Tvisten handlede primært om, hvorvidt virksomheden havde aflønnet deres medarbejdere i overensstemmelse med overenskomsten, eller om de bulgarske medarbejdere var blevet betalt for lidt.

Forbundet hævdede, at virksomheden havde betalt de bulgarske medarbejdere mindre end, hvad virksomheden var forpligtet til og krævede 7.890.454,15 kr., hvilket ifølge forbundet svarede til virksomhedens besparelse ved ikke at aflønne medarbejderne efter overenskomsten.  

Uoverensstemmelse mellem rapporterede og faktiske arbejdstider

Forbundet påpegede under sagen, at arbejdstiderne på byggepladsen ikke stemte overens med de oplyste tider fra virksomheden.

Virksomheden havde fremvist dokumentation for, at medarbejderne arbejdede 37 timer om ugen, men observationer fra forbundet og naboer til projektet indikerede, at der blev arbejdet væsentligt mere, herunder i weekender og på helligdage.

Virksomheden undlod at fremvise yderligere dokumentation. De medvirkede meget sporadisk under sagen, forholdt sig ikke materielt til klageskriftet og valgte selv ikke at deltage ved hovedforhandlingen.

Bevis for underbetaling

Dommeren fandt det bevist, at medarbejderne var blevet underbetalt, og vurderede, at virksomhedens besparelse i den forbindelse havde været 3,75 millioner kroner, som virksomheden derfor skulle betale til forbundet.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på afgørelse af 7. maj 2024 i faglig voldgift i sag nr. 2024-145.

DI's råd

Denne sag understreger vigtigheden af korrekt og rettidig aflønning af medarbejdere i overensstemmelse med gældende overenskomster. Det er vigtigt, at virksomheder forstår og overholder bestemmelserne for medarbejdernes løn og ansættelsesvilkår – også når det gælder udenlandsk arbejdskraft, der arbejder i Danmark. Hvis du er i tvivl om disse bestemmelser, anbefaler DI, at du kontakter os for rådgivning.

Læs mere om  Medarbejdere fra EU/EØS og de nordiske lande i Danmark - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.