Foto; Colourbox
14.05.24 Vi rådgiver dig Nyheder

To forblev vikarer - en var blevet funktionær

Østre Landsret afgjorde, at to vikarbureauvikarer var "midlertidigt" udsendt som vikarbureauvikarer, mens en anden vikarbureauvikar ifølge landsretten var overgået til at være funktionær og derfor fik opsigelsesvarsel og løn under sygdom, fordi vedkommende ikke var "midlertidigt" udsendt. Østre Landsret mente også, at vikarbureauet skulle betale en godtgørelse for brud på lov om tidsbegrænset ansættelse. Landsretten afviste dog at behandle et krav om godtgørelse efter vikarloven, der hører hjemme i Arbejdsretten.

Forbundet mente ikke vikarer var midlertidig udsendte

Forbundet mente, at tre vikarbureauvikarer, der havde arbejdet for to forskellige brugervirksomheder i en årrække, ikke var ”midlertidigt” udsendt, og at de derfor ikke længere var vikarer, men derimod havde fået funktionærstatus. Derfor påstod forbundet, at de skulle have løn under sygdom, at de havde krav på et opsigelsesvarsel efter funktionærloven og en godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse eller en godtgørelse efter vikarloven.

En sag for Højesteret fra 1997 har afgjort, at vikarbureauvikarer ikke kan være funktionærer.

Konkret bedømmelse af udsendelser

Landsretten tilkendegav indledningsvist, at varigheden af vikariaterne eller antallet af forlængelser for de tre ikke i sig selv udgjorde omgåelse, og at udsendelse godt kan ske til en permanent stilling. Derfor var det en konkret bedømmelse, landsretten foretog af udsendelserne, og om der efter landsrettens opfattelse var en objektiv forklaring på de successive forlængelser i de tre sager.

Landsretten ville derudover ikke vurdere, om der var sket brud på vikarloven, da dette spørgsmål hører hjemme i Arbejdsretten. Det fremgår også direkte af vikarloven og arbejdsretsloven.

To vikarer var midlertidigt udsendt

To vikarbureauvikarer var udsendt til en brugervirksomhed, hvor det ifølge landsretten kunne dokumenteres, hvordan afdelingen de blev udsendt til, var i gang med at blive lukket, og at de to vikarer derfor blev forlænget i alt syv gange hen over cirka to år. Landsretten lagde til grund, at der var en ”objektiv forklaring på de successive udsendelser til samme brugervirksomhed”. Derfor mente landsretten ikke, at der var tale om omgåelse, og vikarbureauet blev frifundet.

En vikar var ikke midlertidig udsendt

En vikarbureauvikar var udsendt til en anden brugervirksomhed, hvor det var landsrettens opfattelse, at det var blevet dokumenteret, hvorfor vikaren oprindeligt var blevet udsendt, og hvorfor vedkommende var blevet forlænget fire gange på tre og et halvt år. Derfor mente landsretten ikke, at der var blevet givet nogen objektiv forklaring, og de anså udsendelsen og forlængelserne som misbrug og en omgåelse af funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse.

Til gengæld mente landsretten, at den sidstnævnte vikar ikke længere var vikar og derfor ikke omfattet af vikarloven.

Vikaren var derfor blevet funktionær

Derfor mente landsretten, at vikaren var blevet funktionær. Vikarbureauet blev dømt til at betale løn i en opsigelsesperiode og løn under sygdom, jf. funktionærloven, og en godtgørelse på 25.000 kr. efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

DE førte sagen for virksomheden, men DI var i lighed med DA og FH indtrådt i sagen til støtte for henholdsvis DE og forbundet.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets dom af 24. april 2024 i sag nr. BS-45303/2021.

DI's råd

Landsretten foretager en meget grundig prøvelse af, om en vikarbureauvikars udsendelse er "midlertidig" - i en grad så det nærmer sig prøvelsen efter lov om tidsbegrænset ansættelse, hvilket efter DI’s opfattelse ikke er meningen med vikarloven. 

Fremadrettet vil det dog – indtil dommen eventuelt bliver ændret af Højesteret eller Arbejdsretten - være nødvendigt, at vikarbureauer får en forklaring fra en brugervirksomhed på, hvorfor brugervirksomheden bruger vikarer, når disse sendes ud i længere tid - i hvert fald foreløbigt for vikarer, der udfører funktionærarbejde – for at vikarbureauerne kan dokumentere, at vikaren er udsendt ”midlertidigt”.

Der verserer en sag for Arbejdsretten om timelønnede vikarbureauvikarer og ”midlertidighed”, der endnu ikke er afgjort. Den sag vil vise, om Arbejdsretten er enig i, at der skal foretages en meget grundig prøvelse af ”midlertidighedsbegrebet”.

Læs mere på: Vikarer - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.