Foto: Colourbox
25.06.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Bortvist buschauffør skiftede forklaring om trafikuheld

En faglig voldgiftsret har fastslået, at det var uberettiget, da en virksomhed bortviste en buschauffør for både at forårsage et trafikuheld ved sin uopmærksomhed og for efterfølgende at afgive urigtige og vildledende oplysninger i skadesrapporten. En opsigelse var dog rimelig.

Et alvorligt trafikuheld

Sagen handler om en buschauffør, som blev bortvist for at være uopmærksom i trafikken og som følge heraf forårsagede et trafikuheld, da han påkørte seks parkerede biler og en flaskecontainer. Der var omfattende tingsskader, men ingen personskader. Buschaufføren havde 25 års anciennitet og ingen forudgående skriftlig advarsel.

Forkert gengivelse

Efter uheldet udfyldte buschaufføren en skadesrapport, hvori han blandt andet skulle gengive trafikuheldet med både ord og en tegning. Her gav han en detaljeret forklaring om, at han ikke havde set de parkerede biler i højre side af vejen, fordi han havde fulgt en overhalende taxa i venstre sidespejl.

Det fremgik imidlertid af videooptagelserne i sagen, at buschaufføren havde været uopmærksom, og at der ikke havde været nogen overhalende taxa, hvilket buschaufføren da også erkendte til den tjenstlige samtale. Han mente, at årsagen til, at han havde udfyldt skadesrapporten fejlagtigt, skyldtes hans choktilstand og træthed samt mangel på vejledning i at udfylde skadesrapporten.

Han forklarede også – som noget nyt – under den tjenstlige samtale, at der havde været dårlig vejbelysning, og at der havde været genskær i forruden. Der stod intet om disse forhold i skadesrapporten.

Buschaufføren fastholdt derfor – selv efter at have set videooptagelserne – at han kun havde fejlbedømt afstanden til de parkerede biler, men at han ikke havde været uopmærksom i trafikken.

Tre begrundelser for bortvisning

Buschaufføren blev bortvist, da han 1) havde forårsaget et alvorligt trafikuheld som følge af uopmærksomhed i trafikken, 2) efterfølgende havde afgivet urigtige og vildledende oplysninger herom i skadesrapporten, og 3) da han efter den tjenstlige samtale fortsat fastholdt, at hans uopmærksomhed ikke havde været skyld i uheldet. Virksomheden havde derfor ikke længere tillid til ham.

Oplysning om tidligere uheld

Under den fagretlige behandling af sagen opdagede virksomheden, at chaufføren på samme aften-/nattevagt enten havde været bevidst om eller uopmærksom på, at en passager var faldet ud af bussen. Passageren faldt ud af bussen, da dørene ved et stoppested lukkede i for tidligt, og passageren derfor kom i klemme mellem dørene. Derfor gik dørene også op igen, da de ikke kunne lukke, og efter nogle sekunder lukkede de igen. Chaufføren kørte efterfølgende videre enten bevidst om eller uopmærksom på hændelsen.

Uberettiget bortvisning, men rimelig opsigelse

Dommeren var enig i, at buschaufføren havde været uopmærksom i trafikken, og at det var hans uopmærksomhed, der var grund til trafikuheldet. Dommeren var også enig i, at buschaufføren efterfølgende havde afgivet både urigtige og vildledende oplysninger i skadesrapporten.

På trods af dette konkluderede dommeren, at tillidsbruddet ikke var groft nok til en bortvisning, men derimod kunne begrunde en opsigelse.

Buschaufføren skulle derfor hverken have godtgørelse for urimelig opsigelse i henhold til Hovedaftalen eller fratrædelsesgodtgørelse i henhold til overenskomsten.

I forhold til spørgsmålet om tabsopgørelsen (løn svarende til opsigelsesperioden) fandt dommeren, at det måtte komme virksomheden til skade, at der ikke var en vagtplan. Virksomheden havde slettet vagtplanen, da chaufføren blev bortvist. Lønnen derfor skulle opgøres på baggrund af vagtplanen for de forudgående tre måneder før bortvisningen.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på afgørelse i faglig voldgift af 6. juni 2024 i sag FV 2023-1323.

DI's råd

Afgørelsen viser, at et tillidsbrud kan udgøre en misligholdelse af ansættelsesforholdet, der – alt afhængigt af omstændighederne – kan berettige en opsigelse eller bortvisning. I denne sag var det rimeligt at opsige en medarbejder med 25 års anciennitet uden forudgående skriftlig advarsel.

Samtidig viser afgørelsen dog også, at der skal et groft tillidsbrud til for at kunne berettige en bortvisning, hvilket, dommeren vurderede, ikke var tilfældet i denne sag.

Hvorvidt en opsigelse er rimelig, eller en bortvisning er berettiget på grund af medarbejderens misligholdelse af ansættelsesforholdet, afhænger ofte af en meget konkret vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen. DI anbefaler derfor, at virksomheder søger juridisk rådgivning ved tvivl om bortvisning eller opsigelse af en medarbejder.

Læs mere om Opsigelse - rådgivning, beregnere og skabelon - Dansk Industri - DI

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - Dansk Industri - DI

Skabeloner

Skabelon til opsigelse

Hent

DI's Opsigelsesberegner

Start

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.