Foto: Colourbox
10.06.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Lovligt at kvinder har længere barsel med fuld løn end mænd

Ligebehandlingsnævnet har igen slået fast, at det ikke er forskelsbehandling, når en virksomheds barselsregler skelner mellem kønnene. En mand fik derfor ikke medhold i sin klage over, at han kun modtog fuld løn under 15 uger af sin barsel, mens hans kvindelige kolleger modtog fuld løn i mindst 34 uger.

Tvist om betalte barselsdage for fædre

Efter at være vendt tilbage fra barsel i august 2023, beskyldte en mand sin arbejdsgiver for forskelsbehandling på grund af køn.

Manden havde foruden sin egen barsel også overtaget sin kones barselsdage og havde derfor i alt afholdt 38 ugers barsel. Han mente, det var urimeligt, at han kun modtog fuld løn i 15 uger af sin barsel, mens hans kvindelige kolleger modtog fuld løn i mindst 34 uger.

Manden klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet med et krav om, at arbejdsgiveren skulle betale ham en godtgørelse på 56.000 kr., svarende til forskellen mellem barselsdagpenge og løn i perioden.  

Ikke forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at manden havde været udsat for forskelsbehandling, idet loven tillader forskellige vilkår for mænd og kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.

Tidligere afgørelser støtter op om, at mødre kan have ret til længere barsel med fuld løn end fædre, uden at det er i strid med ligebehandlingsloven. Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. marts 2024 i sag nr. 9245.

DI's råd

Virksomheder skal være opmærksomme på, at ligebehandlingsloven tillader forskellige regler for fædre og mødre i forbindelse med barselsorlov og løn. Det er dog vigtigt at sikre, at virksomhedens politikker på området er i overensstemmelse med gældende lovgivning eller regler i overenskomster og understøtter beskyttelse af kvinder ved graviditet og moderskab.

DI anbefaler virksomheder at gennemgå deres barselspolitikker og kontakte DI for rådgivning om dette område.

Læs mere om Betaling ved graviditet og barsel - rådgivning til virksomheder - DI - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Graviditets-, barsels- og forældreorlov - DI - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Barselspolitik

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.