Foto: Colourbox
25.06.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Nye regler for europæiske samarbejdsudvalg kan øge omkostningerne

Ændrede regler for europæiske samarbejdsudvalg risikerer at medføre øgede omkostninger for virksomhederne. EU’s medlemsstater vil blandt andet lade virksomhederne finansiere medarbejdernes brug af juridiske eksperter. DI frygter, at dette vil lede til yderligere administrative byrder, som kan hæmme virksomhedernes konkurrenceevne.

Europæisk Samarbejdsudvalg (ESU)

Europæisk Samarbejdsudvalg (ESU) er et forum, hvor medarbejderne i virksomheder, der er til stede i flere lande, har adgang til information og høring om tværnationale emner.

Før en virksomhed kan blive omfattet af reglerne for etablering af et ESU, så skal koncernen både have mindst 1.000 medarbejdere sammenlagt inden for EØS og mindst 150 medarbejdere i to forskellige medlemslande.

Hvis virksomheden har den fornødne størrelse, så skal ESU oprettes, hvis virksomhedens ledelse tager initiativ til dette, eller hvis mindst 100 ansatte (eller deres repræsentanter) i mindst to selskaber fra forskellige medlemslande anmoder om dette.

Afventer stadig det nye EU-Parlament

EU-Kommissionen fremsatte 24. januar 2024 et forslag om ændring af direktivet om Europæiske Samarbejdsudvalg. Forslagets formål er at udvide og styrke det europæiske samarbejdsudvalgs rolle og funktion.

Ministerrådet i EU, bestående af medlemslandenes regeringer, blev enige om deres holdning 20. juni 2024, som desværre ikke indeholder substantielle ændringer til Kommissionens forslag.

Det tidligere EU-parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender nåede ikke til enighed om deres ændringsforslag. EU-parlamentets forslag skal derfor først godkendes efter, at det nye EU-parlament bliver sammensat.

Tværgående, men ikke nødvendigvis på tværs af grænser

Kommissionens forslag udvider rækkevidden af tværnationale emner for konsultation med ESU. Udvidelsen inkluderer beslutninger, der kun direkte berører arbejdstagere i én medlemsstat, men hvis konsekvenser også kan påvirke arbejdstagere i andre medlemsstater.

Forslaget definerer dog ikke, hvordan "rimelighed" skal forstås, eller om der eksisterer en bagatelgrænse for påvirkning i andre lande.

Virksomheder risikerer at finansiere sager imod sig selv

Direktivforslaget indeholder også en udvidet mulighed for, at medarbejdersiden af ESU kan kræve rimelige omkostninger til fageksperter eller juridisk bistand, herunder repræsentanter fra faglige organisationer, godtgjort af virksomheden uden forudgående accept fra virksomheden.

Det vil kun være i de tilfælde, hvor omkostningerne er uforholdsmæssigt høje, at virksomheden vil kunne afvise at betale dette.

Dertil vil medarbejderrepræsentanterne i ESU også kunne anmode disse fagforeningsrepræsentanter om at deltage i selve møderne i ESU.

Fortrolighed skal begrundes

Dertil indeholder revisionen af direktivet også ændringer i forhold til fortroligheden af de oplysninger, som medarbejderrepræsentanter kommer i besiddelse af som led i deres deltagelse i ESU.

Når virksomhedens ledelse videregiver fortrolige oplysninger, skal der samtidig informeres om årsagerne til, at de udvekslede oplysninger behandles fortroligt.

Hvis efterspurgte oplysninger ikke kan videregives, fordi det vil være til alvorlig skade for virksomhedens drift, skal medarbejderrepræsentanterne informeres om årsagerne til, at oplysningerne ikke kan videregives.

DI mener

DI er fortaler for den sociale dialog. Det er en grundsøjle i den danske model at sikre det lokale samarbejde mellem virksomhedens ledelse og medarbejderne.

Forslaget fra Kommissionen styrker imidlertid ikke denne sociale dialog på arbejdspladsen; tværtimod risikerer det at skade velfungerende eksisterende ordninger og øge virksomhedernes administrative omkostninger.

Direktivets udvidelse af, hvornår ESU skal konsulteres om en beslutning, risikerer svække virksomhedernes beslutningsevne. Europæiske virksomheder skal kunne træffe de nødvendige beslutninger med den nødvendige hastighed, så de fortsat er konkurrencedygtige ift. virksomheder uden for EU.

Strengere sanktioner vil ikke lede til mere konstruktiv inddragelse, særligt hvis rammer for disse er udefinerede og vage.

DI arbejder for at få defineret, hvornår, hvordan og om hvilke emner der skal gives orientering i ESU, så der ikke skabes unødvendige konflikter over formalia, og de lokale parter på virksomheden i stedet kan bruge ESU til at opbygge et konstruktivt samarbejde mellem virksomhedens ledelse og medarbejderne.

Læs mere om Europæisk Samarbejdsudvalg (ESU) - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.