04.06.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Nye regler for international arbejdskraft

Folketinget har 4. juni vedtaget en ændring af udlændingeloven, som skal medvirke til øget fleksibilitet for ophold efter fast track-ordningens korttidsspor, udvidet jobskifteregel og ændring af kravet om bankkonto for visse erhvervsordninger.

1. juli 2024 træder en ændring af udlændingeloven i kraft, der har til formål at understøtte danske virksomheder i en mere effektiv rekruttering af internationale medarbejdere.

Lovændringen i forhold til fast track-ordningen tillader forlængelse af opholdstilladelser under korttidssporet og fortsat arbejde inden ny tilladelse er givet, så længe opholdet ikke overstiger 90 dage om året.

Jobskiftereglen udvides til at inkludere medarbejdere, der ønsker at ændre opholdsgrundlag uden jobskifte.

Kravet om dansk bankkonto fjernes for visse erhvervsordninger, og fristen for oprettelse af en dansk bankkonto forlænges fra 90 til 180 dage for andre ordninger.

Fast track-ordningens kortidsspor

I dag er det ikke muligt at forlænge et korttidsophold ud over det meddelte antal dage, f.eks. hvis en arbejdsopgave eller et projekt forlænges. 

Lovændringen gør det muligt for en medarbejder med arbejds- og opholdstilladelse under fast track-ordningens korttidsspor at søge om forlængelse af sit ophold, så længe det samlede ophold ikke overstiger 90 dage pr. år.

Den internationale medarbejder vil kunne fortsætte med at arbejde efter det tidspunkt, hvor vedkommende ansøger om forlængelse, uden vedkommende skal have en ny foreløbig arbejdstilladelse, have optaget ny biometri og foretaget nyt ID-tjek af SIRI (Styrelsen for International Returnering og Integration).

Formålet med lovændringen er at skabe en højere grad af fleksibilitet for virksomheder, der ønsker at internationale medarbejdere skal varetage specifikke arbejdsopgaver eller projekter af kortere varighed i op til 90 dage i Danmark.

Lovændringen er ikke til hinder for den brug af korttidssporet, hvor der søges om det maksimale antal dage fra start, selv om det ikke er nødvendigt i forhold til den konkrete arbejdsopgave.

Det vil fortsat være ulovligt, hvis den internationale medarbejder arbejder i Danmark ud over de 90 dage pr. år, hvis ikke medarbejderen har opnået opholds- og arbejdstilladelse f.eks. efter en af de andre erhvervsordninger.

Jobskiftereglen

Lovændringen betyder også en udvidelse af jobskiftereglen.

Ændringen medfører, at reglen kommer til at omfatte internationale medarbejdere, der alene ønsker at ansøge om skifte af opholdsgrundlag under et igangværende ansættelsesforhold uden at skifte job eller arbejdsgiver.

I praksis betyder det, at en international medarbejder, der vil ansøge om at skifte opholdsgrundlag på baggrund af jobskiftereglen, fremover vil kunne fortsætte med at arbejde, mens Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) behandler ansøgningen.

Kravet om dansk bankkonto

Bankkontokravet er et kontrolværktøj, SIRI råder over, og som giver styrelsen mulighed for at vurdere, om internationale medarbejderes løn ikke blot er sædvanlig, men også reel.

Virksomhederne oplever dog ofte bankkontokravet som en praktisk udfordring, der er svær at imødekomme inden for tidsfristen på 90 dage. Bankerne skal nemlig efterleve hvidvaskloven og er derfor forpligtet til at foretage ekstra undersøgelser af deres nye kunder, hvilket medfører, at sagsbehandlingstiden ofte er på over 90 dage. 

Ændringen af udlændingeloven indeholder en ændring af kravet om dansk bankkonto, som medfører, at bankkontokravet fjernes fra følgende erhvervsordninger:

  • Forskerordningen
  • Fast-track ordningens almindelige beløbsspor, forskerspor, uddannelsesspor og korttidsspor.

Internationale medarbejdere, der har en arbejdstilladelse på baggrund af en af disse to ordninger, vil derfor fremover kunne få udbetalt deres løn til en udenlandsk bankkonto.

OBS. Når medarbejderen har en bankkonto (NemKonto) i udlandet, kan det betyde, at virksomheden skal betale gebyr for lønoverførslen. I det tilfælde kan virksomheden aftale med medarbejderen, at det er en betingelse for lønudbetalingen til et andet land, at medarbejderen selv dækker eventuelle udgifter i forbindelse med overførslen. 

Læs om NemKonto i udlandet | NemKonto.

Lovændringen medfører også, at kravet om oprettelse af dansk bankkonto forlænges fra 90 dage til 180 dage for de resterende erhvervsordninger, der fortsat er undergivet kravet om dansk bankkonto. 

Læs mere om Internationale medarbejdere - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.