Foto: Getty Images
20.03.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Betal til Industriens Uddannelsesfonde og undgå bod for brud på overenskomsten

Virksomheder omfattet af industriens overenskomster skal betale bidrag til Industriens Uddannelsesfonde. Sidste frist er 10. april 2023.

Manglende eller for sen betaling af bidrag eller udeblevet indberetning af lønsummer anses for at være overenskomstbrud og kan derfor medføre bod for virksomheden.

Frist for indbetaling

Industriens Pension Service (IPS) administrerer Industriens Uddannelsesfonde og opkræver bidrag i henholdsvis april og september på baggrund af den indberetning, der hvert år skal ske senest den 1. marts.

IPS sender opkrævningen til virksomhedens e-Boks, hvis virksomheden aktivt har tilmeldt sig post fra Industriens Pension Service. Ellers bliver opkrævningen sendt med almindelig post. Opkrævningen vil blive fulgt at to rykkere med hver sin frist for betaling.

Det er muligt at tilmelde opkrævninger fra Industriens Pension Service til Betalingsservice. Hvis I allerede er tilmeldt Betalingsservice, vil I fortsat modtage opkrævninger gennem Betalingsservice.

Bodens størrelse ved manglende eller for sen indbetaling

Boden ved et udenretligt forlig i forbindelse med for sen eller manglende betaling udgør i første omgang 20 pct. af det skyldige beløb eller mindst 2.000 kr., 4.000 kr. eller 6.500 kr., afhængigt af om det er 1., 2. eller 3. gang, at virksomheden undlader at betale bidrag eller indberette lønsummer til Industriens Uddannelsesfonde.

Hvor sagen ikke løses ved udenretligt forlig, vil virksomheden blive mødt med et krav om skærpet bod i næste instans.

Gentagne rykkere

Det er meget vigtigt, at virksomheden betaler bidrag og indberetter lønsummer til tiden og derved undgår at få rykkere. Hvis I har modtaget fire eller flere rykkere i løbet af en periode på seks halve år, kan CO-industri rejse en sag mod virksomheden for overenskomstbrud med krav om betaling af bod. Boden vil i dette tilfælde være på mindst 2.000 kr., 4.000 kr. eller 6.500 kr. alt efter, hvor mange rykkere virksomheden har fået i perioden.

I opgørelsen af de fire rykkere tæller både rykkere for manglende betaling af bidrag og manglende indberetning. Hvis virksomheden har været under fagretlig behandling på grund af for mange rykkere inden for de sidste tre halve år, vil forbundet kunne kræve betaling af bod for overenskomstbrud allerede efter første rykke.

Industriens Uddannelsesfonde

Bidragene til Industriens Uddannelsesfonde bliver beregnet som en procentsats af den indberettede pensionsgivende lønsum for medarbejdere, der er ansat på Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

Industriens Uddannelsesfonde dækker over Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond og Industriens Kompetenceudviklingsfond.

Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF) er stiftet af CO-industri og DI. Fonden støtter kompetenceudvikling af industriens medarbejdere. Du kan læse mere om IKUF her: IKUF - For virksomheder

Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond (IUS) er ligeledes etableret af CO-industri og DI. Fonden har til formål at styrke uddannelse og samarbejde inden for industrien. Du kan læse mere om IUS her: IUS og andre fonde

Ud over bidrag til Industriens Uddannelsesfonde dækker opkrævningen fra Industriens Pension Service også bidrag til DA/LO Udviklingsfonden. Fonden har til formål at sikre en fortsat udvikling af den danske model med vægt på en fleksibel overenskomstregulering, kombineret med trygge rammer for lønmodtagernes omstilling og mobilitet. Du kan læse mere om DA/LO Udviklingsfonden her: DA/LO Udviklingsfonden

Spørgsmål til indberetning eller indbetaling

Såfremt du har spørgsmål til indberetning eller indbetaling til Industriens Uddannelsesfonde, bedes du kontakte Industriens Pension Service på telefon 70 23 95 96, eller via deres hjemmeside: Industriens Pension Service

Læs mere om: 

Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF) - DI (danskindustri.dk)

Kompetenceudviklingsfonde - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.