DI får mange henvendelser fra virksomheder, der gerne vil hjælpe med at sikre et dansk kriseberedskab, fortæller adm. direktør Lars Sandahl Sørensen. Her vil et centralt ansvar for beredskabet på tværs af sektorer være en afgørende hjælp.

Foto: Büro Jantzen
19.06.24 DIB Nyheder

DI-chef efterlyser stærkt dansk kriseberedskab og central styring

Der er brug for en markant højere prioritering af det danske beredskab samt en mere konkret håndtering af virksomhedernes rolle, siger Lars Sandahl Sørensen.

Danskerne skal kunne klare sig selv i tre døgn i tilfælde af krise. Sådan lød det lørdag fra landets forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, da han præsenterede det dansk kriseberedskab i lyset af den skærpede trussel fra Rusland.

Denne skærpede krisebevidsthed er dog langt fra nok til at sikre Danmark, lyder det nu fra DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen. For selv om alle borgere hver for sig kan klare sig i tre døgn, står det for ringe til med landets overordnede beredskab. Politikerne skal opprioritere at få en plan for dette, ellers risikerer vi store problemer, hvis leverancerne af strøm, vand eller varme pludselig bliver afbrudt. 

- Den danske fredsdividende efter murens fald i 1989 har desværre betydet, at vi i årtier har svigtet opgaven med at sikre et samlet og koordineret beredskab mod krise- eller krigslignende situationer, siger Lars Sandahl Sørensen og pointerer:

- Derfor står vi nu en meget alvorlig situation, hvor vi risikerer et kaos, hvis eksempelvis hybridtruslerne bliver gjort til alvor. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få beredskabet op i gear. 

Politikerne har anerkendt udfordringen, men der mangler at blive taget de afgørende skridt fremad. Her ser DI-chefen frem til at samarbejde om løsninger. 

Inspiration kan eksempelvis findes i Norge, Sverige og Finland. 

Der er behov for et samlet opdateret trusselsbilledet for Danmark med konkrete planer for, hvordan centrale aktører – herunder også virksomhederne - skal både forberede sig og agere under forskellige hændelser.

Læs også: Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb hævet

Brug for central styring

Den første vigtige opgave er derfor at sikre en mere central styring af kriseberedskabet.

Det danske kriseberedskab er brudt ned på sektorer, hvor elforsyning, varmeforsyning, vand osv. har hvert sit beredskab. Det fungerer i sig selv oftest rigtig godt.

Men hvis en krisesituation skulle materialisere sig, er det helt afgørende, at alle samfundsaktører kan agere så hurtigt og effektivt som muligt på tværs af trusler, sektorer og myndigheder. Det kræver øget central styring og flere beføjelser fra toppen af det politiske system, ligesom der er behov for øget tempo i beredskabsplanlægningen, vurderer DI-chefen.

- Uden en central styring af beredskabet er det umuligt at reagere hurtigt og effektivt. Derfor skal nogen have rorpinden for den samlede indsats, hvor det må være op til politikerne af beslutte præcist hvem og hvordan, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: DI kommer bekymrede virksomheder i møde

Virksomheder er klar

Et lysende eksempel på tomrummet i det danske kriseberedskab mærker DI nærmest dagligt. For der er en lang række virksomheder som gerne vil være med til at understøtte et fælles beredskab. Men de ved ikke, hvem de skal kontakte.

- Derfor får vi mange henvendelser – og vi hjælper med svar så godt vi nu kan. Men det vil naturligvis være endnu mere effektivt, hvis vi kunne henvise til nogen som havde ansvaret for beredskabet på tværs af sektorer, eller som de selv kunne kontakte direkte, siger Lars Sandahl Sørensen.

9 råd til krisehåndtering

Troels Lunds anbefalinger til danskerne blev ikke fulgt op af nogle anbefalinger til landets virksomheder.  Derfor har DI søsat sit eget beredskabsunivers, som du kan se mere om her.

I beredskabet er der bl.a. en uddybning af følgende ni anbefalinger til din virksomhed: 

  • Husk at krisestyring er et ledelsesansvar
  • Kend virksomhedens sårbarheder
  • Udarbejd en beredskabsplan og kontinuitetsplan
  • Skab en klar sammenhæng mellem strategi, beredskabsplan og krisestyring
  • Fordel roller og ansvar
  • Skab en stærk beredskabskultur
  • Gå i dialog med jeres lokale og regionale myndigheder
  • Test og træn løbende
  • Evaluér og lær af jeres erfaringer

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Marie Gad

Marie Gad

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold