Tema: Udbud af plejehjem

Inspiration og anbefalinger til udbud af plejehjem i kommunerne

Hvorfor konkurrenceudsætte kommunale plejehjem? 

Den demografiske udvikling udfordrer den kommunale ældrepleje. Samtidigt ser vi ind i en fremtid med stigende mangel på sundheds- og omsorgsuddannet personale. Kort sagt: Vi bliver flere borgere med behov for hjælp, omsorg og pleje, og færre varme hænder til at levere den. Der er behov for, at vi gør tingene på nye og smartere måder. Et styrket offentlig-privat samarbejde kan bidrage til at fremtidssikre vores ældrepleje.

Langt fra alle kommuner er opmærksomme på mulighederne for at sende driften af et kommunalt plejecenter i udbud og dermed udvikle og forbedre det i samspil med private aktører. En analyse fra DI viser, at der på landsplan findes flere end 40.000 offentlige plejeboliger, mens antallet af private plejeboliger udgør 3.855 (hvoraf de fleste er friplejehjem). Det er således kommunerne, der driver langt størstedelen af landets plejehjem i dag.

Der er ellers mange gode grunde til at overveje et offentlig-privat samarbejde om et eller flere af jeres plejehjem.

Først og fremmest afsøger I muligheden for, om en privat leverandør kan løse opgaven bedre mht. pris og kvalitet, end kommunen selv er i stand til.
Private leverandører bidrager med friske øjne på opgaven og har mulighed for at afprøve nye og innovative løsninger, fx gennem faglig udvikling af personalet, implementering af ny velfærdsteknologi eller tilbud om unikke aktiviteter til borgerne.

Det skaber et stærkt grundlag for sparring, erfaringsudveksling og inspiration mellem det offentlige og det private i den enkelte kommune. Dén erfaring har man gjort sig i Greve Kommune, der gennem en årrække har drevet Langagergård Plejecenter som et offentlig-privat samarbejde. Læs mere her.
En analyse foretaget af DI viser desuden, at de private virksomheder har et lavere sygefravær blandt medarbejderne sammenlignet med offentlige arbejdspladser, også indenfor omsorgssektoren. Det kan bl.a. skyldes anderledes tilgange til ledelse, arbejdsmiljø og organisering.

Ved at tilbyde privatdrevne alternativer til de øvrige plejehjem sikrer I, at de ældre borgere har et reelt frit valg. Det skaber en værdig ældrepleje. Derfor har DI samlet en række gode eksempler og konkrete anbefalinger til, hvordan I baner vejen for det gode udbud af plejehjem i jeres kommune.

Anbefalinger til det gode udbud af kommunale plejecentre

1. Prioritér markedsdialogen forud for udarbejdelse af udbudsmateriale

Når I forbereder et udbud af plejehjem, er det vigtigt, at tilgå dialogen med markedet struktureret, med lydhørhed og åbenhed. Det er nemlig her, at grundstenen til det gode samarbejde bliver lagt.
Gennem markedsdialogen kan I blive klogere på de muligheder, som markedet kan tilbyde. I kan også få svar på vigtige spørgsmål, såsom hvordan I bedst kan få nye løsninger i spil i et potentielt samarbejde og hvad kommunens geografi betyder for markedets interesse for at drive et plejehjem. Således sikrer I som kommune, at I efterspørger den rigtige løsning i udbudsmaterialet og dermed indhenter de bedste tilbud.

2. Vælg en fleksibel udbudsform 

Udbudsloven rummer muligheder for at anvende fleksible og innovationsfremmende udbudsformer, der giver bedre rammer for forhandling og dialog. Ved at gribe muligheden for at anvende de mere fleksible udbudsformer, åbner I døren for nye og innovative løsninger, som i højere grad er tilpasset jeres specifikke og lokale behov.

3. Lad kvalitet vægte mere

Pris vægter ofte halvdelen eller mere i et udbud. Men selvom pris er en vigtig faktor, handler den gode ældrepleje i høj grad om kvalitet. En større vægtning af kvalitet på mindst 50 pct. som tildelingskriterie, herunder service til borgerne, arbejdsmiljø, bæredygtighed og brug af ny og innovativ velfærdsteknologi kan bidrage til en mere nuanceret vurdering af de forskellige leverandørers tilbud.

Selvom en stigende andel af de kommunale udbud lægger vægt på kvalitet som tildelingskriterie, er der flere eksempler på, at kvaliteten i praksis kommer til at fylde mindre end tilsigtet. Det kan fx ske, hvis spredningen på kvalitetskriteriet ikke udnyttes i pointtildelingen. DI anbefaler derfor, at I ”stresstester” den specifikke udbudsmodel for mulige udfald.

4. Vær åben overfor alle ejerformer 

Ved at lade udbuddet bære åbent overfor de forskellige ejerformer, får I afsøgt alle de løsninger, som markedet kan tilbyde. Dermed kan I foretage en mere kvalificeret vurdering af prævist hvilken pris og kvalitet, der passer bedst til de aktuelle behov i kommunen. 

5. Stil krav om resultater og giv metodefrihed gennem funktionskrav 

Private operatører af plejehjem kan og skal bidrage til at udvikle kvaliteten af ældreplejen med nye løsninger og tilgange. Det krøver dog, at leverandørerne får metodefrihed til selv at tilrettelægge, hvordan de vil løse opgaverne. Til gengæld skal de måles på deres resultater på lige fod med det kommunale plejehjem. Det gøres ved at stille funktionskrav i kontrakten og udpege relevante kvalitetsindikatorer. 

6. Skab en god proces for virksomhedsoverdragelsen af medarbejderne 

Glade og tilfredse medarbejde er afgørende for at skabe en god ældrepleje og et plejehjemstilbud af høj kvalitet. Er der tale om en overdragelse af et tidligere kommunalt drevet plejehjem til en privat operatør, er det derfor vigtigt at medarbejderne oplever skiftet til deres nye arbejdsgiver som en god proces. Den praktiske overdragelse bør planlægges, så den nye leverandør får tid til at informere og være i dialog med de nye medarbejdere. Overdragelsen af medarbejderne bør desuden ikke foregå op til en ferie, og en eventuel arbejdspukkel skal være afspadseret inden overdragelsen.

7. Prioritér opfølgningen 

Både ordregivere og leverandører har en interesse i, at de krav og tildelingskriterier, der lå til grund for kontrakttildelingen, afspejles i en gennemskuelig og løbende kontraktopfølgning.

Ved at følge op på kontrakten, sikrer I, som kommune, at de ønskede resultater opnås, at den lovede kvalitetssikring bliver foretaget og at samarbejdet om kvalitetsudviklingen forløber som I havde forventet. Det vil de private leverandører meget gerne stå på mål for.